03/07/2026
I 1936 købte min farfar Nørgaard nær Gesten Mose. I 1970 overtog min far gården, og i 1974 flyttede min mor ind, da hun som 20-årig var blevet gift med min far.
For to dage siden overdrog vi (og min far in absentia) gården til nye ejere efter et voldsomt, sorgfuldt og omvæltende halvt år i vores familie. Hvad mennesker dog ikke kan komme igennem, når de er nødsaget til det!
Nørgaard var mine søstres, mit og fars barndomshjem og mine børns ferieparadis. Nu bestemmer fremmede mennesker over hvilke billeder, der skal hænge på væggen, hvilken mad, der laves i ovnen og hvem, der inviteres til juleaften. Det er også disse mennesker, der skal luge ukrudt, male sokkel og skifte tag på maskinhuset!
Vi siger til os selv, at vi har været heldige. Salget gik stærkt, og vi skal ikke halse gennem de næste måneder (år?), hvor vi forsøger at opretholde standarden, mens ejendomsmægleren laver krumspring for at finde potentielle købere, og far samtidig skulle sidde med klemt samvittighed på plejehjemmet.
Men vemoden har overtaget.
Her voksede vi op og blev mennesker. Her spirede, inspireredes og dyrkedes min skabertrang. I mors systue kunne man finde ALT, og man måtte bruge (næsten) alt! Min egen hylde til mit eget stof og egne himstregimser var skattet.
Mors kreative husmoder-liv gav hende mulighed for at dyrke håndens arbejde i alle henseender, og hun var ferm til at eksperimentere og udvikle og havde tit lyst til at prøve noget nyt indenfor alle kreative genrer. Pengene var ikke store, men der var frihed! Vi var bondeknolde fra et hjem med klaver, og god almen dannelse, kreativitet, klassisk musik, litteratur var vigtigt samtidig med, at dyr og natur og at leve sammen med det og af det var en naturlig del af vores barndom.
Det er meget mærkeligt, hvordan man pludselig kan betragte hele sin opvækst på en ny måde. Nej, måske ikke ny - men mere klar!
Nørgaard er på nye unge hænder, og måske stedet om nogle år bliver nye børns barndomshjem..?
Nu vil jeg få ryddet op herhjemme, så der kan gøres plads til nogle af de fysiske minder. Vores kontor/krea-rum får ny beboer i form af min mors store bord fra systuen (og andet godt derfra), så Nørgaard-kreativiteten lever videre!