03/09/2026
VIDSTE DU…
Navnet vinaigrette kommer fra det franske vinaigre, der betyder eddike.
Helt grundlæggende er en vinaigrette en blanding af olie og syre – typisk eddike – men det er balancen mellem de to, der gør forskellen.
Olien giver fylde og får vinaigretten til at lægge sig omkring salaten, mens syren giver friskhed og lidt kant. Tilsæt lidt salt, sødme og måske sennep, og pludselig sker der noget med selv den enkleste salat.
Og det gode ved vinaigrette er, at den kan varieres næsten i det uendelige.
Der findes altså ikke én rigtig vinaigrette. Men i dag har vi fået lov at dele Andreas’ gode basisopskrift med jer. Den virker bare – og så kan du selv lege videre med smagen hjemme i dit eget køkken.
Andreas’ basisvinaigrette - Ca. 2 dl
• 50 g grov dijonsennep
• 2 tsk. sirup
• ½ tsk. salt
• ¼ tsk. friskkværnet peber
• 1½ spsk. rødvinsbalsamico
• 1 tsk. friskpresset citronsaft
• 2 spsk. vand
• 1 dl rapsolie
Rør sennep, sirup, salt, peber, balsamico, citron og vand sammen. Tilsæt olien lidt ad gangen under omrøring, til vinaigretten er samlet og cremet. Smag til.
Den oprindelige opskrift fra køkkenet giver omkring 2 liter, så vi har skaleret den en smule ned. Medmindre du selvfølgelig venter rigtig mange gæster - men så ved du jo, hvor du skal bestille maden 😉
💚 Gem opskriften til næste gang, salaten skal have lidt ekstra kærlighed.